Om at mindes...

Der er i løbet af året nogle dage, man sådan særligt husker, og i dag er blevet én af slagsen. I dag ville min kære bedstemor (mormor) nemlig være fyldt 84 år (hæng mig ikke op på det med alderen, der husker jeg ikke så godt....). Jeg mistede hende desværre ret pludseligt midt juni 2010, kun 14 dage efter at hun havde givet den gas, som kun min bedste kunne, til min søsters bryllup. Her havde hun holdt tale om grydeskeer (??), brilleret ved bordet med sine små anekdoter og danset rundt. Hun klarede bare aftenen i stiv arm, og der var ingen tvivl om, at hun hyggede sig. Min bedstemor var også sådan én der smed alt tøjet til børnefødselsdagene og løb nøgen rundt i haven og plaskede med vand sammen med alle børnebørnene. Hun var også altid god for en historie eller to, og hun var mester i at få tingene til at handle om hende. Dette kunne godt være lidt anstrengende i længden, men når jeg ser tilbage på det nu, var det jo bare dejligt med en bedste, der ville snakke og engagere sig. For det har hun altid gjort.

Desværre nåede hun aldrig at møde Sigurd, og det har været lidt hårdt for mig. Men hun vidste at han var på vej, og jeg ved at hun glædede sig til at blive olde igen. Hun havde 10 børnebørn og nåede at blive oldemor til min niece Frederikke.

Jeg husker at jeg sad og forberedte mig til min bacheloreksamen den kommende dag, da min mor ringede, og sagde at hun skulle fortælle mig noget alvorligt. Hun behøvede faktisk slet ikke at sige det. Jeg vidste bare at bedste var død. Fundet nede på kirkegården af et ægtepar, hvor hun højst sandsynligt skulle ned for at besøge min bedstefar, som desværre døde allerede i 1990. Min mor og hendes søskende kørte hjem til min bedste efter vi havde set hende på Randers Sygehus, og her stod huset ulåst og lyset var tilmed tændt. Dette lignede ikke min bedste. Inde i køkkenet var der sat kaffe over, og på spisebordet var der dækket op til 15 mennesker og smurt en masse ostemadder. Man kunne jo gå hen og tro at hun var blevet tosset, men det tror jeg ikke hun var. Jeg tror, hun vidste at hun skulle herfra, og havde derfor lavet lidt "gravkaffe" hvorefter hun havde skyndt sig ned til kirkegården for at blive genforenet med sin mand og min bedstefar. Min bedste forstår bare at lave gode historier - selv lige til det sidste.

Min kæreste bedste, jeg savner dig <3