onsdag den 29. august 2012

Sigurd skal have en....

..... Ja hvad synes I at det ligner?


Vi kunne ikke holde ventetiden ud længere, så i går var vi til kønsscanning. Og sikke en dejlig oplevelse! Baby blev gennemscannet og alt så bare helt perfekt ud. Utroligt at man allerede kan se så meget. Det var en sand lille hyggetrold, der puttede sig med navlestrengen, og selvom vægten kun siger 96 g, så ligner det altså en rigtig (omend noget tynd) baby. 

Og her er hun så <3



Jeg tudede det meste af turen hjem på cykel over at der ligger en rigtig lille baby derinde i maven. Og så har den tilmed et køn! 

mandag den 27. august 2012

Skøn kvinde-luksus give away

I tråd med mit seneste indlæg om stofbleer, så kan jeg berette at Sigurd så absolut ikke er den eneste på stoffer herhjemme. Nej, det er mor skam også - med de lækreste og skønneste stofbind. Stort set hele min samling af stofbind kommer fra Funkjogging, som ejes af Mie, og er efter min mening, de bedste stofbind, der findes på markedet. Stofbind er hverken besværligt, ulækkert eller tidskrævende, som mange har en tendens til at tro. Mies udgave af stofbind er super lækre mod huden, åndbare og emmer af kvalitet! Bagsiden er af vandtæt fleece som er yderst åndbart, men samtidig også barriere mod gennemblødning. I bindperioden puttes de brugte bind i en spand eller wetbag som disse, og så vaskes de blot med håndklæder, viskestykker og lign. på min 67 grader, så alle bakterier bliver slået ihjel. Personligt kommer mine bind ned til Sigurds stofbleer, og så bliver de vasket ved 90 grader. Når man er på tur, er Mies wetbags rigtig gode, da de har to rum; et til rene og et til brugte bind.

Mie laver trusseindlæg (sunjogging), almindelige bind (skyjogging) og natbind (moonjogging). Skyjogging og moonjogging laves også i en udgave med ekstra længde, som kaldes for MAX. Alle bindende knappes under trussen med en lille knap.

Bindene er smukke at kigge på, bløde at røre ved, og gør bare den periode på måneden lidt sjovere!

Hvis ikke du har prøvet stofbind før, har du nu muligheden for at få det prøvet af, da Mie har været så sød at sponsorere tre bind til min næste give away. Alle tre bind går til samme vinder.



Det lilla og røde stjernebind er begge sunjoggings (trusseindlæg), og det grønne skybind er et skyjogging MAX (dvs. et alm. bind med ekstra længde - nok som natbind for den, der ikke bløder så meget, og super til de dage på perioden, hvor der er brug for lidt ekstra sug).

Reglerne for at være med er som følger:

1 lod: Skriv en kommentar
2 lodder: Kommentar + fast læser
5 lodder: Kommentar + fast læser + link med billede på egen blog (brug venligst ovenstående billede)

Husk at skrive, hvor mange lodder, du deltager med. Og venligst skriv din mail, hvis ikke du har en blog, hvor jeg kan finde frem til dig på.

Til sidst får I lige et par billeder af nogle af mine yndlings bind


Man kan da ikke andet end at blive glad i låget :-)

torsdag den 23. august 2012

Stofbleer

Ja, et lidt kedeligt indlæg om stofbleer, som findes på Jordbærhjelmens numse.... Da han var 3-4 måneder gammel og vi havde prøvet at hav af forskellige papirsbleer, kastede jeg håndklædet i ringen - den dumme svamp i lysken ville bare ikke forsvinde, og vi vaskede med danskvand og tørrede med hårtørrer, men lige lidt hjalp det. Jeg ville dog ikke behandle den lille fyr med brentancreme eller andre anti-svampemidler. Så derfor sprang vi ud i stofbleverdenen, og har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Der er mange gevinster ved det økonomisk og miljømæssigt, og så synes jeg at han er så sød med sin store ble-røv :-) Det sætter nogle begrænsninger for buksevalg, men jeg satser ikke på at han skal bruge ble for evigt.

Nu er han ved at vokse ud af mange af sine bleer, og derfor har jeg syet lidt nye til ham, og vil lige vise jer to af dem. Det er lommebleer syet med vandtæt fleece yderst og mikrofleece inderst, så huden er tør. I lommen puttes indlæggene så ind. De er primært lavet af bambusfleece og hamp som begge suger rigtig godt, og øverst i bleen et lille mikrofiber indlæg, som er hurtigt sugende, men som ikke kan suge særlig meget.

Bleerne er altså lige store, billederne snyder lidt. Og ved godt at den lilla ikke er så maskulin, jeg synes bare at den er så lækker :-)







Alle materialer er købt hos Mie, som er en pioner indenfor stofbleer - hun laver simpelthen de lækreste bleer i de skønneste materialer. Se et udvalg af dem her. Som jeg tidligere har skrevet, har Mie også flotte jerseystoffer på lager, og i en periode var det skønne bambistof udsolgt rundt omkring, men det var til at finde hos Mie. Se lidt af udvalget af de lækre stoffer her. Mie er i øvrigt altid behjælpelig med at svare på spørgsmål vedr. valg af materialer og i forbindelse med selve syningen af bleer.

onsdag den 22. august 2012

Langt om længe!

Puhh, hvor længe må man være væk fra sin blog før det bliver kriminelt? Jeg er virkelig virkelig træt for tiden og går faktisk i seng omtrent samme tid som Sigurd. Så jeg får slet ikke opdateret herinde, og får desværre heller ikke læst med hos jer.... Håber virkelig snart at der kommer lidt overskud på kontoen, for jeg trænger til at være kreativ og til at kigge med i skønne blogland! Min søster har dog bestilt en masse lækre sager til os her, så jeg glæder mig til at få fat i pakken, vise jer de lækre sager frem og så få syet lidt.

I dag har jeg været en tur fordi lægen pga. blødninger og mavesmerter. Heldigvis fandt lægen ret hurtig hjertelyd med doptonen, og blødningen er også stoppet igen, men smerterne nager stadig. Øv, jeg hader  de bekymringer, der også følger med graviditeten!

I dag fik jeg hæftet ender på hæklekurven, som Sonja vandt i min give away, det har taget mig lidt tid at finde frem til en pink udgave af Zpaghetti-garnet, og derpå har det også taget mig lidt tid at hækle den. Nu er den ENDELIG færdig, og klar til at komme hjem til sin retmæssige ejer. Bedre sent end aldrig.... Sonja gav mig frie tøjler, så jeg lavede kurven lidt dybere end den oprindelige. Jeg har taget et par billeder af den oprindelige kurv til sammenligning, men dette mest til ære for Christina, som jeg har en lille byttehandel med....




tirsdag den 14. august 2012

"Min søde Pernille-skat.....

..... vil du gifte dig med mig"?

Så simpelt og dejligt kan det gøres, og det var præcis hvad min kæreste (kommende mand) spurgte mig om i går <3 Ingen tvivl om at jeg har ventet læææææænge på denne dag, og vi har også ofte talt om bryllup sammen. Så giftes vil vi gerne, der var bare lige det der med frieriet. Men nu er det sørme også på plads!

Man må sige at det kom bag på mig, meget endda. Var lige kommet hjem fra en dejlig dag på Strøget med min lillesøster, og da jeg kommer ind af døren får jeg lige et hurtigt kys fra mine to drenge. Den store (kæresten altså) beordrer mig ovenpå fordi Sigurd og ham har et lille nummer de skal vise for mig. Ok, jeg trasker ovenpå og får skiftet mit svedige cykeltøj. Der bliver sagt "kuk kuk" nede i stuen, og jeg går derned. Under et tæppe sidder drengene så, og jeg tænker at vi leger tittebøh. Da de stikker hovedet frem under tæppet ser jeg at Sigurd sidder med en sort Julie Sandlau-æske, som jeg har nogen stykker af. Jeg tænker: "Ej altså, hvorfor leger I med mine smykker"???? Sigurd giver mig så æsken, min kæreste tager låget af, går halvt på knæ (vi sidder alle tre på gulvet) og frier til mig. Først siger jeg "nej", men det var altså ikke som i svar, det var mere fordi jeg blev så overrasket og tænkte "hvad laver du"! Får selvfølgelig fremstammet et "ja" :-)

Det var sådan et dejligt dejligt "hverdagsfrieri" og jeg er glad for at han inddrog Sigurd i det. Det bliver jo en rigtig lang forlovelse, for jeg kunne virkelig godt tænke mig et maj bryllup - og jeg magter det ikke 2-3 måneder efter fødsel, så det må blive i 2014. Men så har jeg også en hel barsel til at glæde mig i, og til at planlægge en masse. I øvrigt var det i går præcis 23 måneder siden at Sigurd kom til verden, og det var også på en mandag d. 13, så det tror jeg lige at manden ville udnytte (måske han bedre kan huske datoen så ;-)

JUHUUUUU jeg er GLAD :-D

Ringen er som sagt fra Julie Sandlau og er fin og simpel og meget mig. Den er lige et nummer for stor - kæresten var ellers så snu at låne min marguerit-ring med derind, så han havde noget at sammenligne med - men den bruger jeg så på min langemand...



mandag den 13. august 2012

Kløverbukser

Jeg har endelig fået syet lidt tøj til Sigurd, og det var tiltrængt - det var da lige før, jeg ikke kunne huske, hvordan man indstillede symaskinen..... Sigurd har længe trængt til nye bukser til vuggestuen, så dette måtte jeg hellere få gjort noget ved. Bukserne er syet i kløver-jersey fra Malika-rosa, og mønstret er rettet til så mange gange, at det vel snart kan tilskrives at være mit eget. Udgangspunktet stammer fra Minikrea. Jeg kan i øvrigt ikke finde mit stik til at overføre billeder fra kamera til computer, så I må nøjes med et enkelt billede fra mobilen (beklager kvaliteten).

Jordbærhjelmen har prøvet bukserne på her sidst på eftermiddagen, og de passer helt perfekt! Jeg var lidt i tvivl om ribben ved fødderne var dum, synes tit de bliver for løse, men umiddelbart er det helt fint.

For en uges tid siden købte jeg i øvrigt et par kjoler fra denne webshop, som har det skønneste og mest behagelige ventetøj. Jeg fandt kjolerne på udsalg, og den ene er allerede kommet i brug. Billedet her er taget i dag, hvor jeg er 12+0 - synes det er ret utroligt, at man allerede kan se, at jeg er gravid (eller jeg kan i hvert fald sagtens ;-)




fredag den 10. august 2012

Forklaringen på min manglende kreativitet...

.... ligger i min mave og tager al min energi <3 For et par måneder siden stod jeg med en skøn skøn positiv graviditetstest, det var ikke planlagt, men en sand ønske-hovsa! Sigurd brugte vi 1 1/2 år på at lave og vi måtte igennem 8 insemineringsforsøg med dertilhørende hormonbehandlinger, og en afbrudt seksfoldsgraviditet før det endelig så ud til, at vi var så heldige at blive forældre. Vi havde talt om at gå i gang med en nr. 2 her efter sommerferien, for vi vidste jo ikke hvor lang tid, der ville gå denne gang. Men så kom den lille trold os lige i forkøbet. Tror manden synes det var ærgerligt at vi ikke nåede at "øve" på projektet, men hånden på hjertet, så er jeg glad for at undgå de månedlige skuffelser denne gang.

Jeg har haft det godt, lidt træt og sådan, men ellers ikke de store gener. Jeg kan dog blive rigtig skidt af at kigge på mit stof og forsøge at tænke kreative tanker - det er som om at min koncentration hvad det angår er helt i bund. Lad os håbe at det vender efter de 12-13 uger - ellers bliver det en laaaaang graviditet! Og nu er der snart ikke mere OL (egentlig fint nok, for det bliver da lidt kedeligt - læs: Lorte herrehåndbold!)

Jeg er i dag 11+4 og har termin 25/2-13. Vi har været til nakkefoldsscanning i dag med en rigtig fin gennemscanning og en lav risiko for Downs. Babyen var så sød og fin og dansede rundt derinde. Jeg synes den ligner en dreng. Men det baserer jeg så udelukket på dens hoved, som jo er enormt :-) Sigurd har verdens største hoved (jeg fatter ikke helt hvordan det kom ud), så det kan da kun være en lillebror :-D




torsdag den 9. august 2012

Sommer let kartoffelsalat

Ja, så blev der lige to indlæg i streg, der kom til at handle om mad.... Men er nu altså også ret glad for mad, så sådan må det være :-) I aftes lavede jeg denne nemme kartoffelsalat, og den er virkelig lækker! Jeg husker desværre ikke hvor jeg har opskriften fra, og det er bare sådan én der har hængt fast oppe i hovedet. Vi spiste det som en ret i sig selv med lidt hjemmelavede knækbrød til. Hvis du er interesseret i opskriften, så kig under billederne.





Opskrift på kartoffelsalat:

- Ca. 1/2 kg nye kartofler, gerne fra Samsø
- Vinagrette af god olie (f.eks. raps eller oliven) og lidt eddike (jeg bruger hvid balsamico) samt godt med salt og lidt peber
- Lidt salat (hvad du nu lige lyster)
- Avokado i skiver
- En pakke lufttørret skinke (ca. 10 stykker)
- Bøffelmozzarella
- Krydderurter (her er brugt brøndkarse og lidt alm. karse)

Fremgangsmåde:

1. Kog kartoflerne møre og skær dem i tern
2. Vend kartofler med vinagretten
3. Fordel salaten på et fad
4. Kom kartfolerne ovenpå salaten
5. Avokado, lufttørret skinke og krydderurter fordeles over kartoflerne
6. Afslut med iturevet mozzarella
7. Server

Velbekomme :-)

søndag den 5. august 2012

Sushi

Ingen tvivl om at min favorit spise over dem alle er sushi (stærkt forfulgt af deserter, naturligvis). En af grundende til at det er så herligt, er nok at vi ikke får det så tit, og det gør jo gensynsglæden endnu størrere. I dag har jeg så selv stået i køkkenet og lavet lidt. Jeg magtede ikke det vilde fyld, da det bare tager SÅ lang tid at forberede. Lige nu bugner spisebordet stadig af sushi fordi der var alt for meget, så vi voksne tager lige en slapper, og så hapser vi lidt til det ind i mellem.








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...