mandag den 22. april 2013

En ternet elefant

Jeg har længe haft planer om at sy en elefant med udgangspunkt i mønstret fra Stof og Stil, og for et par dage siden fik jeg det endelig gjort. Egentlig var det ternede stof blot til at afprøve mønstret med, men jeg synes faktisk at det fungerer rigtig fint, så nu har den ternede elefant fået plads i kravlegården.





Der er lidt stille på bloggen for tiden, men jeg er blevet ret forfalden til Instagram. Det er nemt og hurtigt, og kræver ikke billedredigering (lykke!). Hvis ikke du allerede har en profil derinde, så kan det varmt anbefales. Skulle du have lyst til at følge mig, kan du finde mig her. Hvis du er på IG, og jeg ikke allerede følger dig, må du meget gerne smide et link til din profil herunder.

søndag den 14. april 2013

Kravlegårdstæppe

Vi købte brugt kravlegård for en måneds tid siden, og der fulgte et tæppe med, som jeg ikke var just glad for. Nu er der syet nyt tæppe i fin grøn Liberty, og med en rest af noget stof, jeg havde liggende, på bagsiden. Af ren og skær dovenskab satte jeg knapper i i den ene kant, da jeg ikke magtede at sy kanten i hånden. Nu kan pladevattet så også skiftes ud, hvis det bliver træls og nusset af at blive vasket mange gange.

Sidst havde vi ikke kravlegård, men jeg synes det er rart, at Dagmar har et sted, hun kan ligge, hvor Sigurd ikke sådan lige kan komme til hende. Derudover har vi det ret fodkoldt herhjemme, så det er fint at hun kommer lidt op i højden. Jeg har hæklet en hængekurv i Zpagetti-garn, som hænger ved siden af kravlegården med et par vikler, så jeg hurtigt kan få tøsen op på maven. En lille sky i reststof har også fundet vejen til kravlegården sammen med andre herligheder, bl.a. en skøn sove-bamse syet af Maja, og som Dagmar har fået i gave af en veninde.






Det gamle tæppe

fredag den 12. april 2013

Tre på stribe

Den lille tøs vokser jo, og hendes bittesmå nyfødt-bleer er hun ved at vokse ud af, så derfor må der kreeres nyt. Det er kommet tre formsyede lommebleer igennem maskinen med det skønneste velour og frotté på ydersiden. Inderst dejlig blødt mikrofleece som holder huden tør.





I formiddags sendte jeg Sigurd med bedstemor hjem, og ihh hvor han glædede sig! Efter vi fortalte ham i går, at han skulle hjem til bedste, snakkede han ikke om andet end "besser" og "dyt" (hendes bil siger dyt dyt på meget af turen hjem - ikke fordi bedste kører tosset, men fordi de kører på landeveje og Sigurd elsker det ☺). Min kæreste skal nemlig til noget tam tam med sine kolleger, og jeg synes stadig at det der putning er lidt bøvlet med to børn - særligt fordi vi samsover med Sigurd og han lige skal puttes med i en halv times tid. Så Dagmar og jeg tager hjem til min mor og overnatter der. Det bliver hyggeligt! Min mor bor tre km væk, så vi plejer ikke at sove der fordi det er så tæt på. Men det er så hyggeligt når endelig det sker.

I må have en rigtig dejlig weekend!

♥ Pernille

torsdag den 11. april 2013

Bedstemor strik

Ungernes bedstemor (farmor) har haft gang i strikkepindene igen, og det er der kommet denne skønne jakke ud af. Mønstret er fra All you knit is love og modellen hedder "Gry". Jeg har netop i dag modtaget endnu en jakke, blot i modsatte farver, og i en størelse større. Hun er virkelig effektiv min kære svigermor!




♥ Pernille

onsdag den 10. april 2013

Varm chokolade

I påsken fik vi drukket en del varm chokolade, og jeg vil lige dele den lækre opskrift med jer.

1 l letmælk
1 dl piskefløde + "lidt" til skum på toppen
15 g kakao
1 spsk sukker
100 g mørk chokolade (min. 60 %)

Bland sukker og kakao i en skål med en lille smule af mælken indtil kakaoen er opløst i mælken. Varm mælk og fløde samt kakao-sukker blandingen til ca. 60 grader, smelt chokoladen heri og varm til kogepunktet. 

Server med letpisket fløde. Mums!



Og Sigurd demonstrerer lige, hvordan man også kan drikke varm chokolade....

lørdag den 6. april 2013

Give away i samarbejde med By & My

Forleden besøgte jeg for første gang By & Mys webshop, og det er virkelig en lækker butik med masser af inspiration til hjemmet - både til voksne og børn. Jeg købte lidt forskelligt, bl.a. en plakat fra Småfolk, nogle knager fra Liebe med ungernes forbogstaver og en smuk illustration af Sofie Børsting. Lene, som er medindehaver af By & My var så sød at sende to ekstra Småfolk plakater med i pakken til en give away her på bloggen. Det er de to fine plakater "Årstiderne" og "Børn og landet".


For at være med i lodtrækningen om disse skønne plakater, skal du være registreret læser via bloglovin' eller Google Friend Connect. Du finder mig på Bloglovin' lige her. Hvis ikke du har en profil, oprettes den nemt derinde. Da Google Friend Connect snart lukker ned, vil jeg anbefale dig at følge mig via Bloglovin'. Skriv i kommentarfeltet, hvilken plakat, du helst vil vinde. Den første vinder, jeg trækker, får førsteret. Husk at skriv din mail, hvis ikke du har en blog.

Jeg trækker to heldige vindere på min fødselsdag d. 2. maj.

Denne gang er det kun muligt at deltage med et lod, men det giver helt sikkert god karma at linke til give away'en fra egen blog samt blive fast læser hos By & My.

Håber I vil lege med :-)

♥ Pernille

fredag den 5. april 2013

Jeg har vundet!

Jeg har været så heldig at vinde denne smukke krave, som Thea med bloggen Vaskavulla har hæklet. Den er i pudderfarvet silke, og er bare helt utroligt smuk og fin! Dagmar skal lige vokse lidt før hun kan passe den, men jeg glæder mig allerede til at give hende den på. Tusind tak fordi du trak mig, Thea - min første vundne give away kunne da ikke være bedre!




♥ Pernille

torsdag den 4. april 2013

Marts 2013

Sørme om ikke det er blevet april helt uden at jeg har lagt mærke til det (!??!!). Det betyder jo også, at jeg igen igen er bagud med min photochallenge. Vi har haft en skøn påske, og i øjeblikket har jeg desværre stadig manden hjemme. Ikke fordi det ikke er dejligt at han også er hjemme eller indrømmet, det er da meget rart at være alene hjemme efter en lang påskeferie, men han er jo lock-outet, og det er en rigtig ærgerlig situation. Lærerne vil jo gerne arbejde, men må ikke. Jeg håber der snart kommer en løsning, som alle parter kan være enige om....

Men nu til mine fantastiske unger ♥

Sigurd: 2 ½ år

Har haft det lidt svært op til påske, og vi er overbeviste om, at han gennemgår en kollosal udvikling i øjeblikket, relateret til lillesøsters ankomst og generel udvikling. Særligt sker der noget på den sproglige kant, og det er en fornøjelse at høre ham lære nye ord. Han spørger til alt "hvad er det". Selv alle bogstaver på vaskemaskine, havrefras pakker, puslespil osv. osv skal vi udtale for ham.

Er glad for:
Kraner, gravekøer, sne, skovle, mad, sin sut, dyne og pude, at nusse/mysse/ae Dagmar, at komme i bad, sin tissemand

Er knap så glad for:
At få skiftet ble (bortset fra at tissemanden så er fremme), rydde op, få børstet tænder

Dagmar: 6 uger

Er begyndt at sove i sin barnevogn, hvilket går forrygende. Hun tager snildt 5-6 timer om formiddagen, og sover så to gange senere på dagen - den sidste lur er så omkring kl. 18. Hun spiser fint, og jeg er så heldig kun at amme 1 gang om natten. Hun er faktisk ret nem! Og så er hun begyndt at smile :-)

Er glad for:
At sove, spise, komme i bad, sin barnevogn og Voksipose, at snakke med musene på tæppet i sin kravlegård

Er knap så glad for:
Kan have lidt svært ved at overgive sig til søvnen sidst på aftenen, men ellers brokker hun sig aldrig















#1+2: Er stadig glad for sneen
#3: Skønne kravkøer
#4: Leg med fætter Noah
#5: Har fundet næseborene!
#6+7: Er dygtig til at lave perleplader
#8+9+10: Forskellige favorit sovepladser
#11+12+13: Tja, jeg fanger hende vist mest når hun sidder ved mig dårlig samvittighed over for få billeder, der bliver taget. På #12 er undertrøjen i brug som vest. Og #13 ♥♥♥

♥ Pernille

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...