Ja, selvom overskriften ikke er så positiv, så har vi nu haft en rigtig dejlig jul i den lille familie. Vi var bare lidt uheldige med al sygdommen. Heldigvis var alle mand friske juleaften og til de to julefrokoster, som var planlagt rundt i familien i juledagene. Men vi har lige været nede at skrabe lidt alle mand. Selv røg jeg ind i influenza og 40 i feber. Jeg var virkelig ikke meget værd. Blev bekymret over en stille baby i maven som jeg stort set ikke mærkede i et døgn - men jeg var for slatten til at tage nogen som helst steder for at blive tjekket. Dagen efter beordrede fødegangen mig dog til vagtlægen for at blive podet og for at opstarte i Tamiflu. Skal lige hilse at sige, at det ikke er sjovt at få stukket en hård vatpind 7 cm ned i næsesvælget! Sad og holdte på mit hoved og sagde "nej, nu må du stoppe, ikke mere nu" som et andet lille barn mens stårerne uhæmmet stod ud af øjnene på mig. Men jeg overlevede, gjorde jeg! Og jeg fik min Tamiflu
som jeg dog ikke har taget fordi bivirkningerne ved det ufødte barn er ukendt. Men jeg er heldigvis i bedring. Billeder har jeg ikke fået taget mange af her i julen, men lige lidt vil jeg dele med jer.
Juleaften holdte vi hos min far og hans kone, som bor 3 km fra os. I haven var der stadig lidt sne, så der blev lige trillet en lille snemand til stor begejstring for både børn og voksne.
En af julegaverne fra min far var et album med billeder, som han har taget. Det er alle billeder af oplevelser, som vi har haft sammen. Vi fik et lignende album sidste år, og jeg må indrømme at det er en af gaverne, der står virkelig højt på min favorit-liste - de er guld værd! Her er et lille udpluk, beklager kvaliteten, men jeg har taget billeder af billederne.
I sommers i Tivoli - Sigurd var VILD med de store maskotter (eller bamser eller hvad man nu kalder dem....)
To yndlingsbilleder af min lækre nevø Noah og jeg (jep, man må gerne være selvfed her ovenpå julen)
Fra julen 2011 med min smukke niece Prinsesse-Frederikke og to nissedrenge. Frederikke glæder sig i øvrigt virkelig meget til HUN skal have en lille kusine. Og jeg glæder mig virkelig meget til at give hende en lille kusine!
Jeg kan se på det hele, at jeg sørme også har nået at være en lille bitte smule krea i julen, en jersey kløver trøje til Sigurd er det blevet til. Denne gang uden raglanærmer, og det klæder den egentlig meget godt og så er det hundrede gange hurtigere at sy.
Min skønne dejlige store dreng, som snart skal være storebror! Og apropos det, så er min barsel officielt startet i dag, hvilket betyder at der er små 8 uger til min termin! Spændende at se, om jeg når at lave alle de ting jeg har planer om inden hun kommer... Til sidst et lille kig til babyhulen.
Jeg håber at I alle har haft en god jul og er kommet godt ind i det nye år. Jeg nyder alle kommentarerne fra jer, og jeg glædes ved at følge jer andre - om end jeg ikke altid er så god til at kommentere. Jeg håber at vi fortsat ses i 2013.
- Pernille